
Tag det første dykkercertifikat
Har du lyst til at prøve at trække vejret under vand og få basisuddannelsen inden for dykning, så du kan tage med familien eller vennerne ud og dykke næste gang, I er på ferie? Så er dykning – Open Water Diver helt sikkert noget for dig!
Lær det grundlæggende
I valgfaget Dykning – Open Water Diver starter vi med at lære teorien om, hvad der sker, når vi kommer under overfladen. Du lærer det grundlæggende om, hvordan udstyret virker, og hvilke procedurer vi skal følge for at komme sikkert op til overfladen igen. Teorien afsluttes med en eksamen.
I løbet af det tidlige forår skal vi også en tur i svømmehallen, hvor vi for første gang prøver at trække vejret under vandet.
Når vandet bliver lidt varmere rundt om Samsø, skal vi også ud og udforske de forskellige dykkersteder, vi har langs kysten. Her skal vi gennemføre de sidste øvelser, som gør, at du kan blive certificeret til at dykke ned til 18 meters dybde.
Tag dykkercertifikat på Samsø Efterskole
Dykning på Samsø Efterskole giver dig ikke blot store oplevelser – du kan også tage certifikater, som giver dig lov til at dykke i dykkerklubber og i udlandet, når dit efterskoleår er forbi. Vi udsteder 15–20 dykkercertifikater årligt, og på valgfaget Dykning – Open Water Diver kan du tage det grundlæggende kursus, så du lærer at dykke sikkert.
Open Water Diver
Et grundlæggende kursus, hvor du lærer basale dykkerkundskaber, relevant teori og får lov til at dykke ned til 18 meters dybde. Hvis du ikke har et dykkercertifikat, er dette dit første kursus.
Du kan også vælge dykning som signaturfag, hvor du har det hele året og mulighed for at tage fire dykkercertifikater.
For at deltage i dykning skal du en tur omkring enten egen læge eller en dykkerlæge og have udfyldt en lægeerklæring. Men det skal du nok høre nærmere om, hvis du vælger dykning.