
Tid til ro
I en hektisk efterskolehverdag kan det nogle gange være rart at have et sted, hvor man kan trække stikket, slukke mobiltelefonen og slappe af, så man kan lade op igen.
I valgfaget Tid til ro arbejder vi med personlig trivsel og velvære. Undervisningen spænder bredt, men har altid fokus på at skabe indre ro.
Find ro i hverdagen
Nogle gange skal man søge ud for at finde ind. Derfor foregår undervisningen både inde og ude i naturen. Vi kan tage på en stille tur i skoven med fokus på åndedrætsøvelser eller opleve efterårsblæst, regn og rusk på Besser Rev, hvor du virkelig mærker nuet, naturen og din egen krop.
Undervisningen kan også indeholde yoga, massage og mindfulness.
Lær at lade op
Når forløbet er gennemført, har du prøvet en række forskellige teknikker til afslapning og restitution. Samtidig bliver du klogere på dig selv og finder ud af, hvilke metoder der hjælper dig bedst med at genoplade, når energien er lav.
Det er redskaber, du kan tage med dig både gennem efterskoleåret og videre i livet.