Kan du også glemme tid og sted, når du arbejder med dine hænder? Tekstil og beklædningsdesign er for dig der elsker at være kreativ og skabende.
Her lærer du at sy og designe dit helt eget tøj efter personlige mål. Stort set alt det tøj vi køber i butikkerne, er masseproduceret og lavet efter standardmål og derfor er det svært at finde tøj som passer præcis til den enkelte krop. På dette hold dykker vi ned i hele processen lige fra de første idéer og frem til det færdige produkt. Vi arbejder med designprocessen og grundprincipperne i konstruktion og syning. I designprocessen arbejder vi med flere teknikker så som tegning, collage, indfarvning af garn og stof, strik og hækling og meget mere.
I dette signaturfag kan du nørde dine kreative evner og forfine dit håndværk hvilket vil styrke dine muligheder for at søge ind på en design- eller håndværksuddannelse.
”Bølgerne bruser, det er tusmørke. Det havde sikkert været koldt på stranden, hvis ikke det var for varmen fra bålet og de andre, jeg sidder tæt op ad. Guitaren spiller, folk snakker, og lydene fra vandet beroliger. Man kan mærke fællesskabet. Endnu en uforglemmelig aften på Samsø Efterskole. Jeg er forelsket i Samsø.”
“Den mest fantastiske oplevelse på Samsø Efterskole er, når jeg har dykning. Det er så fantastisk at kunne se under vandet. Det er virkelig smukt og en hel ny verden, der åbner sig for én, når man har muligheden for at dykke. Alle de dyr, som lever, hvor vi bader, uden at vi lægger mærke til dem. Det er helt specielt”
”Lærerne er anderledes, og vi er meget tætte med dem. Nærmest som venner, man kan tale dybt og længe med, og en gang imellem som en slags reserveforældre. Det er helt anderledes, end det man kender fra folkeskolen, hvor man typisk ikke er så tæt med sine lærere.”
På Samsø Efterskole er det også muligt at udfolde din kreative side i valgfaget kreativt håndarbejde, som du kan have et halvt år ad gange.
Vil du have masser af fællesskab og oplevelser til lands, til vands og i luften? Kom og besøg os og find ud af, om Samsø er efterskolen for dig.