
Alle kan ro havkajak
Hvis du aldrig har siddet i en kajak før, så er Samsø Efterskole det oplagte sted at prøve det. Vi har så mange fantastiske steder at ro kajak, at vi næsten altid kan finde et lækkert sted at sætte kajakkerne i vandet – uanset hvordan vejret er.
Teknik, sikkerhed og fede kajakture
I valgfaget Kajak for alle starter du med at lære alt det grundlæggende om kajakroning. Du lærer, hvordan du holder balancen, kommer i kajakken, og hvordan du styrer. Du kommer også til at prøve forskellige redningsteknikker, så du bliver i stand til at hjælpe dine efterskolevenner, hvis de skulle komme til at vælte i kajakken.
Vi starter med at ro, hvor vandet er helt fladt, men efterhånden som dine færdigheder forbedres, udfordrer vi også bølger og blæst.
Sidst på efteråret, når vandet er blevet for koldt til, at vi kan ro, bruger vi kajaktimerne på at lære mere om vejr, vand og sikkerhed i forbindelse med kajakroning.
Oplevelser i kajakken
Undervejs hilser vi på dyrelivet – vi sejler tæt på marsvin og sæler. Vi nyder naturen på land fra vandsiden. Selvom øen er lille, skifter landskabet, og det er spændende at opleve. Vi samler kajakkerne i en lang flåde og holder hvil side om side ude på vandet. Vi leger i vandet med hinanden og havkajakkerne. Der er så mange oplevelser i en havkajak. Det er oplevelser, som du helt sikkert aldrig glemmer, hvis du vælger kajak på Samsø Efterskole.
Næsten altid godt kajakvejr
Samsø er en ø, hvilket betyder, at vi næsten altid kan finde et sted at lægge fra land i kajakkerne i godt kajakvejr. Hvis det blæser for meget det ene sted, er der helt sikkert et andet sted med mere læ. Vi er så heldige, at vores kajakker står på efterskolen, så vi let kan spænde dem efter bilen på en trailer og køre til det sted, hvor kajakvejret er bedst.
Hvis du gerne vil lære endnu mere om kajakvedligehold, turplanlægning og meget mere, kan du vælge Kajak og board som signaturfag.