Samsøs unge flygtninge

Eleverne skal i weekenden d. 4.-6. oktober 2019 igennem en række udfordringer, der skal give dem et billede af livet som flygtning.

Samsøs unge flygtninge

For 12. år i træk afholder Samsø Efterskole et gennemført rollespil, der giver eleverne en 1:1 oplevelse af et kaotisk og ubarmhjertigt liv som flygtning.

Fredag eftermiddag d. 4. oktober 2019, når weekend-freden sænker over landet, skydes et dramatisk rollespil i gang på Samsø. 132 elever fra øens efterskole skal i weekenden igennem en række udfordringer, der skal give eleverne et billede af livet som flygtning.

Eleverne tildeles hver en rolle med en baggrundshistorie, et hjemland og en familie. I deres nye rolle som flygtninge skal eleverne de følgende døgn bl.a. gennemleve en natlig flugt fra grænsevagter, indgå i hårde forhandlinger med menneskesmuglere og klare udmattende asylsamtaler og indfødsretsprøver. Søndag afsluttes rollespillet med at alle skolens 132 elever samler ind til Røde Kors’ landsindsamling.

“Grundlæggende har weekendens strabadser til formål at give vores elever en klarere idé om, hvad vi samler ind til, og hvordan verden ser ud udenfor Danmark,” fortæller forstander og idemand Lasse Ovesen.

“Jeg har rejst meget i verdens brændpunkter og synes at en vigtig egenskab hos et dannet menneske er et bredt udsyn og en viden om hvordan verden omkring os ser ud.”

Et realistisk billede

Vi forsøger at skabe et meget realistisk billede af situationen, så vores elever kan opleve hvordan virkeligheden er for verdens svageste,” fortæller Ovesen og tilføjer, at selvom eleverne undervejs er pressede og forbløffede over den virkelighed de præsenteres for, så er rollespillet en af de ting, der står klarest i tidligere dimittenders erindring:

“Forleden havde jeg besøg af to tidligere elever, der nærmest minutiøst huskede detaljer fra det rollespil de deltog i for 10 år siden. Rollespillet er en varig oplevelse for rigtigt mange elever.”

Et middel mod privilegie-blindhed

Eleverne er udsat for både fysiske og mentale strabadser, der alle tager afsæt i virkeligheden, og specielt én af udfordringerne er ifølge Ovesen særligt lærerigt for eleverne:

“Når vi præsenterer eleverne for virkelighedens indfødsret-test, der bl.a. handler om Thorvaldsen, andelsbevægelsen og Olsen Banden, er der nogle absurditeter, der går op for eleverne, og de finder ud af, hvor vanskeligt det er at blive et fuldkomment medlem af Danmark. En effektiv måde at blive bevidst om sine egne privilegier er at undersøge andre menneskers mangel på samme, og elevernes egen-opfattelse bliver i dén grad udfordret af vores rollespil ” siger Ovesen.

Stolthed og udmattelse

Weekenden afsluttes med at alle efterskolens elever deltager i Røde Kors Indsamling. Eleverne dækker mere end 80% af øens indsamlingsruter og hvert år samles der små 10.000 kroner ind til de gode formål. “Rollespillet giver de unge en klarere idé om hvad der samles ind til, og eleverne føler de har gjort en forskel efter de har deltaget i indsamlingen. Når weekenden er omme er eleverne stolte og glade.. og udmattede,” afslutter Lasse Ovesen.